Sådan klarer du pinsler og pres: Sej ultracyklist fortæller i Silkeborg

Hans Krabbe 

Den erfarne Race Across America-deltager Claus Robl kommer til Silkeborg og deler ud af sine erfaringer, når netværket Virtu Cycling holder informationsmøde på Midtjyllands Avis

SILKEBORG Mange har stor fornøjelse af at snuppe cyklen og træne i bakkerne omkring Silkeborg.

Men få presser sig selv så ekstremt som den 51-årige ultracyklist Claus Robl, der både har gennemført det legendariske Race Across America samt cyklet fra Nordkap til Nice.

Tirsdag den 12. marts kan du høre beretningerne om pinslerne i den amerikanske ørken og hvad der skal til for at cykle 5200 kilometer ned gennem Europa, når Claus Robl er på programmet ved cykelnetværket Virtu Business Club Midtjyllands informationsmøde på Midtjylland Avis.

Verdens hårdeste race
- En ting er at køre på cykel. Noget helt andet er at gøre det på den måde, Claus Robl gør. Jeg glæder mig til at høre hans anekdoter og de erfaringer, han har gjort sig som ultracyklist og en, der har gennemført verdens hårdeste sportskonkurrence, som Race Across America er, siger Michael Reihs, der er leder af den lokale afdeling af Virtu Business Club Midtjylland.

Ud over informationsmødet, hvor du kan høre mere om programmet for 2019, bliver der også tid til en rundvisning på redaktionen og en orientering om Midtjyllands Avis’ position i lokalsamfundet samt den rolle, lokalavisen spiller for Silkeborg-området.

Foredraget og informationsmødet finder sted sidst på eftermiddagen. Der er gratis adgang, og alle er velkomne. Der er plads til 60 deltagere efter først-til-mølle princippet.

Tilmelding senest fredag den 8. marts til Michael Reihs, [email protected]