Foto: Martin Ballund

Mand snød to ekspedienter i Kvickly

Benedikte Storgaard Clausen 

Lørdag havde en ung mand held med at snyde to ekspedienter i Kvickly for tilsammen 2000 kroner

SILKEBORG Lørdag formiddag 11.09 var Kvickly i Silkeborg udsat for et besynderligt tricktyveri fra en mand, der udgav sig for at være kunde.

Manden henvendte sig til en ekspedient ved kassen. Det er uklart, hvad manden helt præcist gjorde, men ifølge politiet bad om at købe et såkaldt »Paysafecard« med 1000 kroner på, som er et slags betalingskort, man bruger via internettet. Det kan købes ved mange forhandlere. Samtidig vildledte manden ekspedienten ved at bede om hjælp til andet. Imens han modtog den hjælp, fik manden taget et billede med sin mobiltelefon af QR-koden på »paysafecard«’et.

Pludselig midt i det hele gik manden fra ekspedienten, og personalet kontaktede kort tid efter folkene bag »Paysafecard«, fordi de havde mistanke om, at manden var ude på noget. Og det var han. Ikke engang 11 minutter efter manden forlod butikken - uden varer eller at have betalt - kunne de konstatere, at manden havde tømt »paysafecard«’et for alle 1000 kroner.

Samme trick en gang til
Men det viste sig, at manden ikke havde fået nok i første omgang. Igen klokken 20.43 troppede han op i Kvickly, og her var en ny ekspedient på arbejde.

Det lykkedes manden at udføre præcis samme trick som tidligere på dagen.

Manden vurderes til at være 28-30 år og dansk af udseende. Han er fanget på videoovervågning, og politiet vil nu se på sagen.