Stephan Petersen i målrus for SIF-reserverne
Mathias Hove Andersen33-årig kantspiller scorede hattrick mod Vendsyssel FF
FODBOLD Med tre scoringer stjal Stephan Petersen billedet i mandagens reserveholdskamp på Jysk Park, hvor Silkeborg IF besejrede Vendsyssel FF med 4-2.
Det var ellers unge Rasmus Carstensen, der åbnede ballet med en hovedstødsscoring tidligt i kampen, men kort inden pausen bankede Stephan Petersen bolden i nettet til 2-0.
I anden halvleg fik gæsterne reduceret til 2-1 ved Seyi Adekoya, inden Stephan Petersen udbyggede til 3-1 fra en helt fri position i feltet.
Seyi Adekoya nåede at blive dobbelt målscorer for vendelboerne, inden Stephan Petersen lukkede sit målshow med en solotur i slutfasen, hvor han listede bolden forbi den tidligere SIF-keeper Nicolai Flø.
Stephan Petersen kom også på måltavlen i årets første reserveholdskamp, hvor Viborg FF blev besejret med 3-0 på Jysk Park.
I 1. division viste den 33-årige kantspiller ligeledes målformen i forårspremieren, hvor han som indskifter bidrog med et enkelt mål i 3-1-sejren over FC Roskilde.
I søndagens remis mod Næstved fik Stephan Petersen de sidste 30 minutter på banen uden at kunne ændre på 0-0-resultatet.