Børnenes store kulturdag

Christian Kloch Larsen 

Den 17. udgave af børnenes kulturdag har fået et løft og slutter med koncert på Bindslevs Plads

KULTUR Børnenes Kulturdag er efterhånden blevet en fuldvoksen teenager, da det søndag er 17. år i streg, at kommunens kulturinstitutioner slår dørene op og inviterer børn og deres forældre gratis indenfor.

Men i år har det populære arrangement fået et løft. Som noget nyt bliver kulturdagen nemlig rundet af med koncert på Bindslevs Plads med »Venskaberne« og »Kan du huske det?« som spiller alle de gode gamle børnesange.

- Vi vil gerne synliggøre børnenes kulturdag noget mere og binde det mere sammen med den afsluttende koncert på Bindslevs Plads, hvor der også er gratis suppe, kaffe og chokolade til de første 100.

- Det har måske ikke tidligere været så nemt at få øje på arrangementet, fordi det er foregået ude på de enkelte institutioner, men nu håber vi meget på, at vi kan skabe et samlingspunkt for børnefamilierne i forlængelse af kulturdagen, siger kulturkonsulent ved Silkeborg Kommune, Nina Knappe.

- Og vi ved jo, at flere og flere børnefamilier flytter til Silkeborg, så netop børnenes kulturdag er et supergodt arrangement til at vise, hvor mange kulturaktiviteter vi har at byde i Silkeborg Kommune, siger hun.

I løbet af dagen er der gratis adgang for børn - og for voksne i selskab med børn - på Den Kreative Skole, Kunstcentret Silkeborg Bad, Museum Jorn, Museum Silkeborg, Blicheregnens Museum, Papirmuseet, Høgdal og Silkeborg Bibliotekerne.