Eksperiment: Skulpturer samtaler i Silkeborg
Christian Kloch LarsenSeks billedhuggere er udpeget til Sculpture Experiment Silkeborg som afvikles til efteråret
KUNST Igen i år bliver der eksperimenteret med skulpturer under åben himmel i Silkeborg.
Siden 2016 har Kunstcentret Silkeborg Bad afviklet Sculpture Experiment Silkeborg og i år sker det i tæt samarbejde med Silkeborg Højskole.
Højskolen kan i år fejre sit 50 års jubilæum og det overordnede tema for skulpturprojektet i år bliver derfor en af højskolens kerneværdier: Samtale.
Sculpture Experiment Silkeborg har netop udvalgt de seks kunstnere og samarbejdspartnere, der nu bliver inviteret til at være med til at skabe samtaleskulpturerne i Silkeborg.
Det er Henrik Vilhelm Voldmester, Ole Schjører-Hansen, Jørn Hansen, Lars Waldemar samt partnerne Jytte Høeg og Stinne Teglhus og Peter Hesk sammen med Steffen Harder, som er udpeget af en jury blandt i alt 11 ansøgere.
De er alle medlemmer af Dansk Billedhuggersamfund og er udpeget til at lede i alt seks workshops, som kommer til at foregå i grønne områder og byrum i Silkeborg til efteråret.
Sculpture Experiment Silkeborg kommer i år til at involvere børn, unge og ældre i et projekt sammen med de professionelle kunstnere.
De seks workshops står på i efterårsferien og derefter vil skulpturerne kunne ses rundt om i Silkeborg i de følgende uger.