Vildmarks-vinder tog alene på bryllupsrejse

Mette Andersen 

For andet år i træk blev populært tv-eksperiment vundet af en lokal deltager, som oven i købet var nygift, da han blev overladt helt alene i vildmarken

THEM Sikke en bedrift!

For andet år i træk har en sej friluftsmand fra Silkeborg-egnen vundet det barske og på alle måder krævende tv-eksperiment, seersuccesen »Alene i vildmarken« på DR.

Da sidste afsnit torsdag aften blev vist på tv, var Falkemanden fra Them, Flemming Sanggaard, sidste mand på skansen i den barske ødemark ved søen Salsvatnet i Nordnorge. Sidste år blev programmet vundet af Lars Nyhuus Henriksen fra Vrads.

Og ikke nok med, at Falkemanden fra Them vinder tredje sæson af programmet. Han sætter også rekord som den vinder, der har klaret sig længst helt alene og på egen hånd i det øde og barske landskab i vildmarken i de foreløbig tre sæsoner, programmet har været vist.

Flemming Sanggaard, der til daglig driver Silkeborg Ørnereservat, Rovfugleshow og Bisonfarm ved Them, blev hentet efter hele 60 dage. De to øvrige tilbageværende deltagere gav op efter 55 og 58 dage.

Vinderne fra de to tidligere sæsoner var 45 og 27 dage alene i vildmarken.

Flemming Sanggaards bedrift bliver ikke mindre af, at han var nygift, da han i efteråret fløj til Norge og blev sejlet ud og efterladt alene i ødemarken. Kun en uge tidligere var han blevet gift med sin elskede Bennie, som han flåede af båden og krammede og kyssede inderligt, da hun kom og hentede ham i selskab med børnene og tv-holdet.

Læs i Midtjyllands Avis fredag et stort interview med Falkemanden, som tabte sig over 20 kilo under opholdet i vildmarken.