Klimademonstrationer i dag: Den unge generation går forrest i kampen

I dag - 15. marts - kalder skoleelever og studerende verden over til klimakamp i en stor klimastrejke. På Torvet i Silkeborg vil der også være klima-demonstration

SILKEBORG Med hjemmelavede bannere og papskilte trodser skoleelever og andre klimaaktivister marts-kulden, når de i dag den 15. marts klimastrejker. Det sker over hele verden. Også på Torvet i Silkeborg.

Det er Omstilling Silkeborg og Den Grønne Studenterbevægelse, der står bag klima-demonstrationen lokalt.

- Et klimaoprør er i gang. Vi ser børn og unge landet og verden over råbe højt for deres - og vores - fremtid. Nu vil vi også være med i Silkeborg, lyder det fra Preben Lund Rasmussen, Omstilling Silkeborg, og medunderskriverne Kamille Søgaard Funding og Rosanna Børsting Sørensen fra Den Grønne Studenterbevægelse.

Kræfterne bag demonstrationen er unge som gamle, der mødes på tværs af politiske ståsteder, da klimaforandringer er noget, der påvirker os alle.

- Vi bliver nødt til at handle nu, fordi vi er i en klimakrise. Paris-aftalens mål om en samlet stigning på maksimalt 1,5 grad bliver ikke overholdt med den nuværende politik, og klimaforandringer bliver ikke indarbejdet i politiske aftaler, som de burde, lyder det fra arrangørerne, der vil skabe opmærksom om at leve op til målene om at nedbringe udledningen af CO2.

De håber derfor på opbakning til markeringen på Torvet.

De peger på, at alvoren især er gået op for mange børn og unge, men opfordrer til en bred indsats for at skabe en grøn, bæredygtig omstilling.

Unge vil gøre forskel
Der er flere grunde til, at de unge kaster sig ind i klimakampen. Det fortæller Maria Bruselius-Jensen, som er lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

- De unge taler også om at brænde for en sag, og det bliver en meget sanselig oplevelse for dem. Det er vigtigt for de unge, at de virkelig gør og ser en forskel, siger hun.

- Jeg tror, at klimaproblematikken er et af de store spørgsmål, som det er vigtigt for den her generation at besvare. Hvordan kan vi leve et godt liv, samtidig med at vi passer på vores klode?

Skoleelever og studerende fra mere end 89 lande går på gaderne i mere end 1000 byer under bevægelsen »FridaysForFuture« den 15. marts.

Bevægelsen er inspireret af den 16-årige svensker Greta Thunberg, som siden august 2018 har strejket fra skole hver fredag for at sætte fokus på klimaforandringerne. Ved demonstrationen på Torvet vil der være taler, musik, boder, suppe og optog gennem byen.

/ritzau/BEC/HUSUM