Officielt: Norsk bagspiller til Silkeborg-Voel

Mathias Hove Andersen 

Hanna Bredal Oftedal skifter til Silkeborg-Voel efter fem år i fransk håndbold

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel styrker bagkæden til de kommende sæsoner, hvor 24-årige Hanna Bredal Oftedal trækker den grønne trøje over hovedet.

Fredag bekræfter ligaklubben, at den tidligere norske landsholdsspiller har skrevet under på en toårig aftale.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at hente en stærk spiller til vores bagkæde. Der er stor rift om de bedste bagspillere, og jeg mener, at vi med Hanna Bredal Oftedal får en spiller, der kan tilføre flere elementer til vores hold, siger cheftræner Jakob Andersen.

Den norske højreback har spillet i Issy Paris siden 2014, og tidligere i karrieren har hun optrådt for Helset IF og Stabæk Håndball.

- Vi har gennem årene haft gode erfaringer med at have norske spillere i truppen, da de kulturelt passer godt ind under vores forhold, og jeg er sikker på, at det samme vil gælde for Hanna Bredal Oftedal, lyder vurderingen fra Jakob Andreasen.

Den kommende Voel-spiller er indtil videre noteret for to A-landskampe for Norge. Hun er lillesøster til Györ-spilleren Stine Bredal Oftedal, og privat danner Hanna Bredal Oftedal par med den norske stjerne Sander Sagosen.

- Efter en årrække i fransk håndbold, ser jeg frem til nye sportslige udfordringer. Her glæder jeg mig meget til at skulle optræde i den danske liga for Silkeborg-Voel, som jeg gennem mange i håndboldbranchen hører godt omkring, siger Hanna Bredal Oftedal, der har et håb om, at Voel-holdet kan løfte sig i de kommende sæsoner.

- Klubben har været på vej fremad de seneste år, og det kunne være sjovt at være med til at tage endnu et skridt mod toppen af dansk håndbold. Jeg ser frem til at møde pigerne på holdet, og allerede nu glæder jeg mig til at skulle bo og spille håndbold i Silkeborg, fastslår Hanna Bredal Oftedal.