53-årig bilist stak af fra to påkørsler

BRYRUP En 53-årig mand stak natten til søndag af efter han i bil påkørte en trappe og en stensætning i Bryrup.

Klokken 02.30 ramte manden en stensætning på Østervang. Bilen kunne stadig køre og bilisten stak af uden at give sig til kende.

Fem minutter senere påkørte han en trappe på Højtoften. Trappen blev totalskadet.

Den 53-årige mand stak også af fra dette uheld. Men vidner havde set bilen og noteret registreringsnummeret.

Politiet fik først anmeldelsen om sagerne kort før klokken 13 søndag. Den 53-årige mand erkendte sigtelserne for påkørslerne og for at stikke af.