Ung mor udsat for vold og trusler i Silkeborg og Kjellerup

Jakob Munk Schmidt 

26-årig kvinde blev fredag sparket af sin jævnaldrende ekskæreste på adresse i Kjellerup

SILKEBORG/KJELLERUP En 26-årig mand stilles lørdag for en dommer i retten, efter at han to gange fredag truede og var voldelig overfor sin ekskæreste.

Politiets mål er at sende den 26-årige bag tremmer omgående.

Manden, der er fra Odense, blev anholdt fredag aften i Kjellerup.

Her havde ekskæresten - ligeledes 26 år - søgt tilflugt hos en veninde, fortæller Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Så sent som i januar blev manden idømt 60 dages fængsel. Det var også for vold mod kvinden.

Ikke desto mindre opsøgte han hende igen fredag. To gange.

Fredag eftermiddag ved 15-tiden gik kvinden og hendes veninde på gågaden i Silkeborg med barnevogne.

Den 26-årige mand fik øje på kvinden, han opsøgte hende og truede hende på livet.

Kvinden måtte flygte ind i en butik på Vestergade. Efterfølgende tog kvinderne til venindens hjem i Kjellerup.

Men den voldelige ekskæreste var ikke færdig.

Klokken 22.20 opsøgte han igen sin ekskæreste, og denne gang blev kvinden ifølge politiet udsat for slag og spark på benene.