Maholli og Haurits sikrede SIF-sejr i topopgør

Mathias Hove Andersen 

SIF-reserverne besejrede Randers FC på Jysk Park

FODBOLD Silkeborg IF hentede mandag eftermiddag sæsonens tredje sejr i Reserveligaen, da Randers FC blev besejret med 2-1 på Jysk Park.

Shkodran Maholli åbnede scoringen i det 37. minut, da han blev spillet helt fri i feltet med en præcis dybdebold fra Pelle Mattsson. Den svenske angriber, der blev noteret for en assist i søndagens sejr over HB Køge, var iskold foran kassen og udplacerede sikkert gæsternes keeper.

Randers FC kom dog på 1-1 kort inde i anden halvleg, hvor Mikael Boman afsluttede en kontra med en flad afslutning mod det lange hjørne. Thomas Nørgaard kastede sig forgæves ned og kunne ikke gøre noget ved det hårde spark.

Efter en times spil faldt afgørelsen, da Randers-keeper Jonas Dakir kom skævt ud til et indlæg, hvor han boksede forbi bolden og i stedet ramte Oliver Haurits i ansigtet. Dommer Henrik Overgaard pegede korrekt på pletten, og Oliver Haurits tog sagen i egen hånd. Den unge angriber placerede bolden midt i målet og blev matchvinder med scoringen til 2-1.

Dermed fik SIF revanche for den seneste kamp i Reserveligaen, hvor Randers FC vandt med samme cifre på hjemmebane.

Kronjyderne topper fortsat tabellen med 10 point efter seks kampe, mens SIF indtager andenpladsen med ni point efter fire kampe.