Lokal fodboldklub lander aftale med amerikanere

Jesper Rosenquist 

Den lokale fodboldklub HA85 indgår treårig samarbejdsaftale med amerikanere

SILKEBORG HA85 og Scandia United Soccer Academy Danmark har indgået en treårig samarbejdsaftale. Den amerikanske fodboldsammenslutning Scandia United Soccer Academy, har netop oprettet en afdeling i Danmark.

Den dansk/amerikanske fodboldklub tilbyder i ugerne 27, 28 og 29 en international fodboldtur med træningslejr og turneringsdeltagelse i henholdsvis Danmark og Sverige.

Turens højdepunkt er deltagelse i en af Europas største fodboldturneringer, Gothia Cup i Gøteborg Sverige. Men inden den amerikanske delegation når til Sverige, starter opholdet med træningslejr i Silkeborg, hvor HA85 i Hvinningdal er værter i en uge.

Fodboldturen henvender sig til en bred målgruppe af spillere, nemlig piger og drenge fra U12 til U18.

Godt samarbejde med HA85
Søren Jensen, der er ansvarlig for Scandia United Soccer Academy Danmark, er yderst tilfreds med samarbejdet med HA85.

- Jeg er meget glad for, at HA85 tror på vores projekt og ønsker at bakke op omkring denne mulighed til deres medlemmer. Det viser mig, at HA85 er en klub med visioner, og man ønsker at give sine medlemmer mulighed for ekstra fodbold i sommerferien, siger Søren Jensen.

Træningsugen hos HA85 giver også en masse lokale spillere muligheden for at skabe venskaber på tværs af kloden

- Vi håber selvfølgelig, at nogle at de lokale spillere vil have lyst til at tage med på resten af turen til Frederikshavn og Gøteborg Sverige, siger Søren Jensen.

Stolte over at blive valgt
Bent Svendsen, der sidder i hovedbestyrelsen for HA85, glæder sig over aftalen.

- Vi havde allerede sidste år, et super godt samarbejde med de amerikanske ledere og Søren Jensen fra Scandia United Soccer Academy om deres ophold hos os.

- Derfor var vi heller ikke sene til at indgå en længerevarende aftale, da vi fik henvendelsen. Vi tillader os at være stolte over, at valget er faldet på HA85 og vores faciliteter. Og så glæder vi os over, at rigtig mange unge fodboldspillere nu får mulighed for at træne med de amerikanske fodboldspillere og deres dygtige trænere. Og muligheden gælder jo ikke kun spillere fra HA85, men også for interesserede spillere fra omkringliggende klubber, siger Bent Svendsen.

Interesserede lokale fodboldspillere kan vælge at deltage i den ugelange træningslejr, men har også mulighed for at drage med videre til stævnet Cup No. 1 i Frederikshavn.

- Udover selve det fodbold- og træningsmæssige, giver dette set-up også en enestående mulighed for at møde unge på ens egen alder fra USA. Og hvem ved, måske skabes nye venskaber, siger Bent Svendsen.