Erfaren sygeplejerske ny chef i Silkeborg

Søren Nielsen 

Maria Brinck Krog bliver ny oversygeplejerske på Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg

SILKEBORG Det er en sygeplejerske med mange års erfaring, som fremover skal være en del af ledelsen i Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet i Silkeborg.

Centeret har 610 ansatte, og som oversygeplejerske bliver Maria Brinck Krog en del af centerledelsen sammen med ledende overlæge Peter Toft.

Center for Planlagt Kirurgi har samlet ortopædkirurgi, bedøvelse og intensiv behandling i samme center.

Centeret rummer desuden smerteklinik og friklinik, som varetager særlige opgaver på områder med mange patienter. Eksempelvis operationer for grå stær, åreknuder og sterilisation.

- Center for Planlagt Kirurgi er et helt særligt center med stor innovation og nogle af de mest effektive ortopædkirurgiske forløb i Danmark. Centeret har en stærk udviklings- og forskningsaktivitet og et meget engageret personale. Jeg glæder mig meget til at være med til at fortsætte den gode gænge, som centeret er inde i og videreudvikle Regionhospitalet Silkeborg, siger Maria Brinck Krog i en pressemeddelelse.

Maria Brinck Krog har tidligere været både afdelingssygeplejerske og oversygeplejerske på Regionshospitalet Silkeborg og kender derfor hospitalet indefra. Siden 2011 har Maria Brinck Krog været oversygeplejerske på Børn og Unge afdelingen i Viborg og siden 2014 også på Kvindesygdomme og Fødsler på ligeledes i Viborg. Hospitalerne i Viborg og Silkeborg er begge en del af fællesbetegnelsen Hospitalsenhed Midt.

Maria Brinck Krogs mange år som leder var med til at gøre udslaget for ansættelsesudvalget.

- Maria er en meget erfaren og dygtig leder. Hun har fokus på de gode patientforløb, forskning og udvikling. Samtidig er hun er engageret i sit personale og brænder for det felt, hun er i, forklarer sygeplejefaglig direktør, Mette Fjord Nielsen, fra Hospitalsenhed Midt.

Mette Fjord Nielsen var i øvrigt den tidligere oversygeplejerske på centret i Silkeborg. Hun stoppede 1. marts, og stillingen er altså nu fyldt ud med Maria Brinck Krog.