BSV måtte slide for tredjepladsen

Michael Helligsø 

Med en 29-26-sejr over Skanderborg fik BSV en god afslutning på grundspillet

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg snupper tredjepladsen i herreligaens grundspil.

Det blev slået fast lørdag eftermiddag i Jysk Arena, hvor 2121 tilskuere så de lokale helte vinde med 29-26 over Skanderborg.

Dermed kan BSVerne se frem til en slutspilspulje, hvor GOG, Skanderborg og Århus bliver modstanderne. Aalborg, TTH, Skjern og SønderjyskE mødes i den anden pulje.

BSV-sejren blev grundlagt på en stærk første halvleg, der endte 16-10 til hjemmeholdet.

Til gengæld blev der lavet for mange fejl efter pausen, hvor værterne fik lov til at arbejde hårdt for de to point.

Skanderborg var oppe at snuse ved stillingen 23-22, men tre hurtige scoringer i træk af BSVerne sørgede for luft, og i de sidste minutter blev sejren kørt stille og roligt hjem.

Nikolaj Øris blev topscorer med syv mål, mens Mads Ø. Nielsen og Sebastian Skube scorede fem gange hver.

Aalborg vandt grundspillet med en hjemmesejr over KIF Kolding, mens TMS Ringsted blev sorteper i bunden og rykker direkte ned efter et nederlag i Skjern.

Sønderjyske snuppede samtidig den ottende og sidste slutspilsplads, fordi klubben udlignede til 30-30 kort før tid mod TTH Holstebro. Dermed måtte Ribe-Esbjerg finde sig, at holdet ender på den meget lidt attraktive niendeplads.