Michael V. Knudsen og Bjerringbro-Silkeborg kunne igen fejre en sejr efter et drama mod TTH Holstebro. Foto: Martin Ballund

Officielt: BSV-stjerne tager et år mere

Michael Helligsø 

Bjerringbro-Silkeborgs 40-årige stregprofil, Michael V. Knudsen, er på ingen måde håndboldmæt

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg kommer også i næste sæson til råde over en af de absolut bedste stregspillere igennem tiderne i dansk håndbold.

Ligaklubben kunne nemlig kort før lørdagens hjemmekamp mod Skanderborg offentligøre, at den 40-årige landholdslegende Michael V. Knudsen som ventet har valgt at forlænge sin aftale med klubben for endnu en sæson, så kontrakten nu løber til sommeren 2020.

- Klubben og Michael har længe været enige om, at kontrakten skulle forlænges, men det økonomiske grundlag skulle på plads først. Vi har i den seneste periode arbejdet på at skabe grundlaget, og med opbakning fra mere end 25 af vores meget loyale partnere, så er det nu lykkedes, fortæller BSV-direktør Jesper Schou.

Alderen trykker ikke
Den rutinerede streg forklarer, at han stadig nyder tilværelsen som professionel håndboldspiller. Næste sæson skal han fortsat danne stregduo med Jesper Nøddesbo.

- Jeg har oplevet mange ting med håndbolden, som jeg sætter ekstremt stor pris på, og jeg kan stadig træne med hver dag og levere 100 procent af det, jeg står for og gerne vil være kendetegnet ved. Hvis det ikke var muligt, så stoppede jeg, siger stregen, der fortæller, at han rent fysisk har det godt.

- Jeg kan stå op dagen efter kamp og træne uden at have ondt nogle steder. Selvfølgelig kan man få et blåt øje eller lignende, og sådan vil det også være i fremtiden. Men det med at alderen trykker, sådan har jeg det heldigvis ikke endnu, siger Michael V. Knudsen.

Stregspilleren tør ikke sige, om den nye kontrakt bliver hans sidste som professionel.

- Jeg spiller, fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi kroppen kan klare belastningen, og jeg nyder at være med i håndboldgamet og få de fede kampe, siger han.

Tilfreds træner
Michael V. Knudsen kom til BSV i 2014 på samme tidspunkt som cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen, der nu får mulighed for at arbejde med den tidligere landsholdsspiller for sjette sæson i træk.

- Han var og er en meget, meget vigtig spiller og har store aktier i den succes, vi har haft.

- Det glæder mig at have fulgt Michael V. Knudsens karriere både med landsholdet og de sidste mange år hos BSV og se, at det betaler sig at være en topprofessionel idrætsmand, som altid går forrest både til træning og kamp, og som er med til at opbygge en vinderkultur, siger Peter Bredsdorff-Larsen.