Kvinde fra Silkeborg sigtet for bombetrussel

Benedikte Storgaard Clausen 

37-årig kvinde ringede til forsorgshjem og truede med, at en bombe ville sprænge

SILKEBORG Et forsorgshjem i Tranbjerg ved Aarhus blev søndag formiddag evakueret, efter at stedet blev ringet op af en ukendt kvinde klokken 9.31.

Kvinden sagde truende i telefonen, at der ville sprænge en bombe på adressen lidt senere på dagen.

Det viste sig at være en trussel uden indhold. Østjyllands Politi fandt ingen bombe på stedet, da forsorgshjemmet efterfølgende blev grundigt gennemsøgt.

Efterforskningen ledte hurtigt politiet til en 37-årig kvinde fra en adresse i Silkeborg-området. Kvinden blev anholdt søndag eftermiddag og sigtet for bombetruslen.

Politiet ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt kvinden er tilknyttet stedet, og spørgsmålet om hvorfor hun ringede står også hen i det uvisse. Kvinden nægter nemlig, at hun har noget med sagen at gøre.

- Hun er blevet anholdt og afhørt, og så vil hun formentlig blive løsladt i løbet af dagen (mandag, red.). Det er blevet vurderet, at hun ikke skal fremstilles i et grundlovsforhør. Men hun er fortsat sigtet, og der foregår stadig en efterforskning, oplyser presseansvarlig ved Østjyllands Politi.

Beboerne på forsorgshjemmet kunne senere søndag vende tilbage til hjemmet.