Lars Larsen dropper køb af SIF

Peter A. Sørensen 

Bitter nyhed. Købmanden vil ikke være hovedaktionær i Silkeborg IF

FODBOLD Dynekøbmanden Lars Larsen vil ikke være ny ejer af Silkeborg IF Invests fodboldforretning.

Sådan lyder den nedslående besked fra Silkeborg IF Invest A/S i en Fondsbørsmeddelelse.

I en pressemeddelelse siger SIF-direktør Kent Madsen:

- Lars Larsen og jeg har haft nogle gode samtaler om det, og konklusionen er blevet, at Lars Larsen ikke overtager aktiemajoriteten i vores selskab, siger adm. direktør Kent Madsen, Silkeborg IF A/S.

Lars Larsen afviser dog ikke, at han vil være med i en konstruktion, der kan styrke Silkeborg IF’s kapitalgrundlag. SIF afsøger i øjeblikket mulighederne for at styrke klubbens økonomi for at løfte klubben op mellem de 5-8 bedste i Danmark.

- Efter at have overvejet situationen grundigt, er jeg kommet frem til, at jeg af flere årsager ikke vil være den rigtige hovedaktionær i klubben. Men jeg vil gerne være med til sammen med andre at bidrage til en markant styrkelse af klubben. Det kunne være som en betydelig aktionær og/eller med et forøget sponsorbidrag, men det kræver at områdets øvrige store virksomheder også vil bidrage i markant omfang, siger købmand Lars Larsen.

Kent Madsen er glad for Lars Larsens opbakning, og SIF-direktøren vil nu arbejde videre med rækken af andre henvendelser, der er kommet siden Silkeborg IF kort før jul meldte ud, at man vil afsøge mulighederne for at styrke videns- og kapitalgrundlaget i Silkeborg IF A/S.

- Det er overvejende udenlandske henvendelser, vi har fået. Dem er vi i gang med at følge op på, og vi vil naturligvis også følge op på tilsagnet om en markant forøgelse af sponsorbidraget fra Lars Larsen, såfremt andre også vil være med, siger Kent Madsen.

SIF-direktøren forudser fortsat, at det bliver en langstrakt proces, der kan tage et års tid.

- Vi har en robust økonomi og er ikke under pres for at finde en løsning på kort sigt, siger Kent Madsen.