Reddet: Silkeborg-Voel sikrede ny sæson i ligaen

Mathias Hove Andersen 

Voel-kvinderne kørte Ajax København over på udebane og fornyede dermed billetten til landets bedste række

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel spiller også i ligaen efter sommerpausen.

Det blev en realitet onsdag aften, hvor Voel-kvinderne besejrede Ajax København, der måtte se sig slået med hele 18-33 i Bavnehøj Arena.

Efter sejren i hovedstaden topper Silkeborg-Voel kvalifikationsspillet med seks point, og selvom der fortsat resterer to kampe for Jakob Andreasens tropper, er en potentiel nedrykning ikke længere matematisk mulig.

Fra første fløjt var det tydeligt, at gæsterne havde tænkt sig at udnytte matchbolden. Efter tre minutters spil var stillingen 0-4, og et kvarters tid senere måtte Ajax tage timeout, da Voel-føringen var vokset til 5-13.

Det forhindrede dog ikke Silkeborg-Voel i at komme foran med 10 mål, og efter de første 30 minutter var opgøret reelt afgjort ved stillingen 9-18.

Et kvarter før tid var kampbilledet uændret ved stillingen 15-26, og størrelsen på Voel-sejren var det eneste ubesvarede spørgsmål.

Da slutsignalet lød, stod der 18-33 på måltavlen, og Voel-kvinderne kunne juble over storsejren og den nye billet til ligaen.