Dario synger og fortæller

Jubilæumskoncert med Dario Campeotto i Arena Midt på søndag

MUSIK Gennem 60 år har Dario Campeotto medvirket i musicals, film, revyer, kabareter på tv og ved et utal af optrædener rundt i landet lige fra solist med landets symfoniorkestre til underholdning på plejehjem.

I 1961 fik han sit gennembrud med »Angelique«, og blev med ét slag verdensberømt i Danmark, da han vandt Dansk Melodi Grand Prix.

Selv om Dario Campeotto fyldte 80 år 1. februar, er han »still going strong«.

- Hvorfor skulle jeg stoppe? Stemmen er der stadig, og det holder mig i gang at komme rundt og optræde – og jeg elsker det, siger han.

Dario Campeotto har valgt at fejre sit 60 års jubilæum på den danske scene med en turné, hvor han sammen med sin pianist tager rundt i Danmark - ikke med et stort show med orkester og dansepiger, men i et musikalsk foredragsshow, hvor publikum kan opleve Dario helt tæt på og få hele historien. Søndag i Arena Midt vil han fortælle anekdoter fra et langt liv i showbiz, og undervejs bryde ud i sang.