Grafikkens historie kommer på tryk

Christian Kloch Larsen 

Lørdag holdes der kunstauktion for at støtte udgivelsen af en bog om Det Grafiske Værksteds 40 år lange historie

KUNST Værker af over 30 lokale kunstnere kommer under hammeren, når der lørdag inviteres til kunstauktion i foyeren til Jysk Musikteater. Auktionen bliver afviklet til fordel for udgivelsen af en bog, der fortæller om den grafiske kunsts historie i Silkeborg. Bogen bliver skrevet af journalist og forfatter Kurt Balle Jensen og ventes at udkomme til efteråret i anledning af, at det er 40 år siden Det Grafisk Værksted blev stiftet.

- Værkstedet har levet en noget omtumlet tilværelse i byen, men grafikken står stadigvæk stærkt i Silkeborg. Mange kunstnere har gennem årene været engageret i det grafiske værksted og det er dem, vi gerne vil hylde med bogen, fortæller Jytte Dunck Pedersen fra Det Grafiske Værksted.

- Grafisk Værksted er fortsat et levende kultursted, hvor glæden ved den sorte kunst lever og har det godt. Den historie vil vi gerne fortælle i bogen, som bliver bygget op om mange mundtlige kilder, siger hun.

Det Grafiske Værksted har rødder helt tilbage til Galleri Krogen på Drewsensvej, hvor Kurt Heegaard Jacobsen og Niels Rømer anskaffede sig en brugt trykpresse.

Værkstedet flyttede senere til kulturstedet »Vaskehuset« i Nygade, til Rampelys på Bindslevs Plads og til Kulturspinderiet - først på Søvej og senere på Papirfabrikken - og nu til den aktuelle adresse på Skolegade.

Ved auktionen er det billedkunstneren Carsten Frank, der er auktionarius.