Voel-kvinder vandt pulje og pengepræmie efter drama

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg-Voel kan kalde sig vinder af kvalifikationsspillet og modtager en kontant belønning

HÅNDBOLD Lørdag aften sikrede Silkeborg-Voel sig førstepladsen i kvalifikationsspillet, da holdet besejrede EH Aalborg på udebane.

25-26 stod der på måltavlen, da slutsignalet lød i Gigantium, og Voel-kvinderne kan dermed ikke længere hentes i toppen af tabellen.

Hjemmeholdet havde chancen for at udligne i kampens sidste angreb, men gæsterne stod distancen og forsvarede den smalle føring.

Tyske Susann Müller blev topscorer med 10 mål for gæsterne, mens Stephanie Andersen stod med en redningsprocent på 41 i Voel-målet.

Silkeborg-Voel sikrede en ny billet til ligaen i onsdags med en udesejr over Ajax København, men kampen i Aalborg var ikke uden betydning.

Førstepladsen udløser således 75.000 kroner, men pengepræmien er kun en ringe trøst for Silkeborg-Voel. Klubben havde udsigt til en gevinst på mellem 300.000 og 350.000 kroner i slutspillet, som holdet akkurat missede.

Der resterer fortsat en enkelt kamp i kvalifikationsspillet, hvor Silkeborg-Voel blot har æren at spille for. Holdet sætter punktum for sæsonen på onsdag, hvor Skanderborg Håndbold gæster Voel Hallen.