Hæder til BSV-duo

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg har to spillere med på årets hold, som netop er blevet kåret af Divisionsforeningen

HÅNDBOLD Efter de 26 runder i grundspillet har Divisionsforeningen Håndbold vanen tro kåret årets hold, og to spillere fra Bjerringbro-Silkeborg er kommet på listen.

Nikolaj Øris er blevet kåret til den bedste højre back i ligaen, og ved siden af sig har han holdkammeraten Johan Hansen.

BSVerne var med til at vinde VM med det danske landshold i januar.

Det er begrebet »Most Effective Player« (MEP, red.), der ligger til grund for udvælgelsen, hvor alle spillere bliver statistisk målt og sammenlignet på deres respektive position.

Helt i top på MEP-listen ligger venstrefløjen Magnus Bramming fra TTH Holstebro. Han er den eneste, der scorer højere end Nikolaj Øris.

Divisionsforeningen har fundet plads til Skjern-keeper Emil Nielsen i målet, og foran sig har han klubkammeraten Bjarte Myrhol på stregen.

Johan Meklenborg fra Nordsjælland Håndbold er valgt som playmaker, mens Aaron Mensing fra Sønderjyske har markeret sig som den bedste spiller på venstre back.

BSV og Skjern er dermed de eneste klubber, der har to spillere med på årets hold, mens Aalborg Håndbold og GOG, der sluttede i toppen af grundspillet, ikke er repræsenteret.