Foto: Colourbox

Mand begik vold og truede kvinde

En mand begik mandag morgen vold mod en kvinde på Søndergade. Senere opsøgte han hende igen på arbejdspladsen

KJELLERUP Mandag morgen begik en 21-årig mand fra Stoholm vold mod en 18-årig kvinde på Søndergade.

Episoden fandt sted omkring klokken 06.45 ude på gaden og tæt på kvindens bopæl.

- Han havde blandt andet fat i kvindens halstørklæde og omkring halsen. Kvinden råbte op, hvorefter manden forsvandt fra stedet, fortæller politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

Herefter tog kvinden på arbejde, hvor manden klokken 07.15 dukkede op.

- Han truede kvinden med, at der ville ske hende noget slemt, hvis hun meldte sagen til politiet. Dermed er der tale om vidnetrusler. Og det er alvorligt, siger Bent Riber Nielsen.

Manden blev anholdt af politiet i går, og det forventes, at han i dag bliver fremstillet i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.