Hanne Bæk Olsen ny næstformand i Eniig

Eniigs nye repræsentantskab valgte torsdag energi- og telekoncernens nye bestyrelse. På et konstituerende bestyrelsesmøde valgte den nye bestyrelse efterfølgende Christian Greve som formand og Hanne Bæk Olsen som næstformand.

SILKEBORG Torsdag var Eniigs nye repræsentantskab samlet for første gang til repræsentantskabsmøde. Her var formålet at vælge de 11 repræsentantskabsmedlemmer, der skal udgøre energi- og telekoncernens nye bestyrelse.

Tidligere Silkeborg-borgmester Hanne Bæk Olsen blev valgt som næstformand. Hun har siddet i bestyrelsen siden 2014.

Jan Skytte Pedersen, som har været bestyrelsesformand siden fusionen til Eniig, havde valgt, at han ikke ønskede at genopstille. Han fortsætter i Eniigs repræsentantskab den kommende valgperiode.

- Jeg har været glad for rollen som formand, og det har været en spændende tid i Eniig, men jeg må erkende, at der ikke længere er timer nok i døgnet. Samtidig står Eniig forhåbentlig over for en fusion, hvor det er aftalt, at SE’s formand skal være formand i det fusionerede selskab, mens Eniigs nye formand bliver næstformand. Jeg synes derfor, det var et naturligt tidspunkt at give stafetten videre. Jeg er stolt af den virksomhed, vi har udviklet Eniig til. Vi har et stærkt fundament at bygge videre på sammen med SE, når konkurrencemyndighederne godkender fusionen, siger Jan Skytte Pedersen.

Tre nye medlemmer kom ind, mens otte blev genvalgt.

Christian Greve blev ny bestyrelsesformand.

- Jeg ser frem til den kommende periode som formand og glæder mig til samarbejdet med næstformanden og resten af den nye bestyrelse. Vi står over for en spændende periode, hvor vi ser frem til, at vi forhåbentlig får konkurrencemyndighedernes godkendelse af fusionen med SE. Som viceformand har jeg været en af arkitekterne på de to seneste fusionsforhandlinger. Det glæder mig, at vi i dag står med et Eniig, hvor vi har nået de mål, vi har sat og er klar til at tage det næste skridt, siger Christian Greve.