Kommandocentral på plads: Nu leder frivillige efter Gert

Søren Nielsen 

Politiet har oprettet en kommandocentral ved medborgerhuset i Them, hvorfra eftersøgningen af 64-årige Gert tager sit udgangspunkt

SALTEN En indsatsstyrke fra Midt og Vestjyllands Politi, hjemmeværnet og frivillige fra organisationen Missing People er nu gået i gang med at lede efter den 64-årige Gert, som forsvandt fra bostedet Pilebakken onsdag eftermiddag.

Udgangspunktet for eftersøgningen er medborgerhuset i Them.

Hjemmeværnet og de frivillige er gået i gang med at gå fra hus til hus. Det forventes nemlig, at Gert ikke befinder sig langt fra bostedet Pilebakken i Salten. Derfor kan han opholde sig i en garage, et udhus eller lignende. Sidst Gert blev set var fredag aften, da et vidne så ham ved Rema 1000 i Them. Det udelukkes dog heller ikke, at han kan have fået et lift med en bil.

Den eftersøgte Gert her 196 centimeter høj, har lysblond hår og var iført mørkeblå bukser og en lys T-shirt, da han gik fra Pilebakken.

Gert er dement og vurderes ikke til at være i stand til at klare sig selv.

Hvis man har oplysninger i sagen, skal man kontakte politiet på telefon 114.