Vildt selvmål gav SIF et point

Peter A. Sørensen 

SIF topper 1. division efter 1-1 mod FC Helsingør, men spillet var ikke godt

FDOBOLD Det blev aldrig nogen stor SIF-dag på Jysk Park, men da det så sortest ud, fik SIFerne en hjælpende fod af gæsterne fra FC Helsingør.

For bagud med 0-1 med tre minutter igen scorede Nicolas Mortensen et mystisk selvmål.

Helsingør-spilleren ville forholdsvis upresset sparke et indlæg væk, men han helkiksede, og så sejlede bolden i nettet.

Det blev dermed 1-1, men det er nok til, at SIF nu topper 1. division.

For både Viborg og Næstved tabte i denne runde.

FøRSTE halvleg blev ingen stor oplevelse på Jysk Park. SIFerne forsøgte at brodere sig igennem, men uden en småskadet Mads Emil Madsen, der indledte kampen på bænken, var der ingen bid i angrebsspillet.

I stedet kom gæsterne foran kort før pausen, da et hjørnespark endte i hovedet på Daniel Jørgensen, der scorede til 0-1.

Efter pausen blev både Mads Emil Madsen, Stephan Petersen og Shkodran Maholli sendt på banen, men selvom det gav mere pres fra SIFerne, var der kun få chancer.

Lige indtil Helsingør scorede selvmål, men i overtiden burde SIF også have scoret sejrsmålet. Men Mads Emil sendte en dobbeltchance til SIF lige forbi.