Orienteringsklubben har Find Vej Dag

SILKEBORG Silkeborg Orienteringsklub inviterer igen i år til Find Vej Dag. Det er lørdag den 4. maj med start og instruktion fra Silkeborg OK’s klubhus, Vejlsøvej 7 b, Silkeborg, sidst på formiddagen.

Sidste år deltog mange familier med børn, og de havde en dejlig dag i skoven.

Silkeborg OK indbyder alle interesserede til at prøve orienteringssporten. Her kan du finde ud af, hvor god du er til at finde den hurtigste eller korteste vej rundt i skoven efter et kort. Der vil være ruter i forskellige sværhedsgrader, så alle kan finde den udfordring, der passer til deres niveau og alder. Der er også plads til deltagere med cykler, klapvogne og deltagere med stok.

Der er aktiviteter for både børn og voksne. Det er muligt at løbe alene, med venner eller med familie, og man vælger selv, om man vil gå eller løbe.

På Find Vej Dagen er der også en forenklet udgave af orienteringsløb - en slags skattejagt der, ved hjælp af kort og instruktion, bringer deltagerne igennem skoven.

Alle deltagende børn får udleveret medalje og diplom til minde om dagen. Det hele er gratis.

Der vil på dagen blive udbudt et par længere og sværere træningsbaner, så klubbens øvrige medlemmer også kan blive udfordret i skoven.

Deltagerne på Find Vej Dagen og andre interesserede kan de følgende tre tirsdage, 7., 14. og 21. maj stifte nærmere bekendtskab med orientringsløb ved tre intro-arrangementer med udgangspunkt fra klubhuset. Introduktionen er såvel for børn og unge som voksne.