Missing People: Vi leder videre, hvis Anitas familie ønsker det

Mette Andersen 

Trods fire resultatløse eftersøgninger på en uge er organisationen klar til at fortsætte med at lede efter Anita Bentzen fra Bryrup, hvis den forsvundne kvindes familie ønsker det

BRYRUP Er det familiens ønske, så er Missing People klar til at rykke ud endnu engang for at lede efter den forsvundne Anita Skibsted Bentzen fra Bryrup.

Det understreger Vivian Winther Eriksen, der er presseansvarlig for organisationen.

- Der bliver ingen ny eftersøgning i dag og nok heller ikke i morgen. Men vi taler med familien til Anita hver dag. Det er familien, som bestemmer. Hvis de nærmeste pårørende gerne vil have, at vi organiserer endnu en eftersøgning, så er vi klar, siger Vivian Winther Eriksen.

Hun understreger, at der dog helst være et såkaldt SSP-punkt, så Missing People har noget at gå ud fra. Det vil sige et »Sidst Set-Punkt« eller andre spor efter kvinden.

Lørdagens eftersøgning - den fjerde på en uge - tog udgangspunkt fra Go-cart Centret i Knudlund, hvor 107 frivillige mødte op for at lede efter den 62-årige kvinde.

Ifølge Vivian Winther Eriksen søgte de efter Anita Skibsted Bentzen i et stort område fra Rodelund til Bryrup - men altså uden at finde den forsvundne kvinde eller spor efter hende.

Selvom hundredevis af frivillige har bistået Missing People og ledt med lys og lygte efter Anita Skibsted Bentzen, så er kvinden som sunket i jorden.

Hidtil har Missing People ledt efter hende ud fra en teori om, at Anita Skibsted Bentzen bevæger sig rundt, da flere vidner mener at have set hende - blandt andet ved Rodelund. Der er også nord for skoven i Bryrup fundet et tæppe, som med sikkerhed tilhører den forsvundne kvinde.

- Vi har fået mange henvendelser fra folk, som mener at have set hende, og derfor har vi haft fokus på at lede efter en person, som bevæger sig rundt. Men det er klart, at kommer der ingen livstegn overhovedet eller nye tip i sagen, så er det et andet fokus, vi skal have. Så kan det være, at vi skal kigge efter en person, som ligger ned og ikke bevæger sig, konstaterer Vivian Winther Eriksen.

Anita Skibsted Bentzen forsvandt den 28. april ved midnatstid, og Missing People har organiseret eftersøgning af hende både mandag, tirsdag, onsdag og lørdag - hver gang med over 100 frivillige.

Det er uklart, hvorfor kvinden forsvandt fra sit hjem, og Vivian Winther Eriksen holder sine teorier om, hvad der kan være årsag til hendes forsvinden for sig selv, men siger:

- Det kan være, at hun ikke vil findes, men det kan også være, at hun har fået et blackout og ikke kan klare sig selv, siger hun.

Anita Skibsted Bentzen er 175 cm høj, har kort mørkt hår og bærer sorte briller.