Anita muligvis set ved Funder

Mette Andersen 

Men den forsvundne kvinde er stadig ikke fundet. Hendes familie beder alle om at holde godt øjne og ører åbne i et forsøg på at finde den 62-årige

BRYRUP Den forsvundne Anita Skibsted Bentzen fra Bryrup blev søndag muligvis set ved Funder.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har fået en henvendelse fra et vidne, som mener at have set den 62-årige efterlyste kvinde midt på dagen iført lyslilla jakke, mørke bukser og mørkt pandebånd. Kvinden medbragte en mørk vandrerygsæk.

Om det er Anita Skibsted Bentzen vides ikke, for hun er stadig ikke blevet fundet trods en storstilet eftersøgning igen lørdag - den fjerde på en uge arrangeret af Missing People.

Organisationen har lige nu ikke planlagt flere eftersøgninger, men er i daglig kontakt med Anita Skibsted Bentzens nærmeste familie og klar til at organisere en ny eftersøgning, hvis familien ønsker det.

Missing People har viderebragt denne hilsen fra familien til de mange frivillige, der har hjulpet med at lede efter Anita Skibsted Bentzen:

»Af hele vores hjerter - TAK og vi giver ikke op !!!

De sidste 6 døgn har familien, venner, frivillige fra hele landet, Missing People, politiet søgt efter Anita både dag og nat. Men det er endnu ikke lykkedes at finde Anita.

Politiet og Missing People eftersøger STADIG Anita og opfordrer stadig folk til at holde øjne og ører åbne. De reagerer stadig på alle henvendelser, som de modtager og vi opfordrer folk til at tage kontakt til Anita og blive hos hende, til politiet kommer frem.

Vi som familie er så dybt taknemlige og rørte over jeres indsats, engagement og store kærlighed, som I viser til hele familien.

Vi som familie oplever lige nu ligesom mange andre både savn, vrede, frustration, håb og meget andet. Familien får professionel hjælp, men opfordrer også jer til at søge professionel hjælp, hvis I føler, I har brug for det.

Det er stadig en svær tid for mange.

Mange taknemmelige hilsner fra FAMILIEN«.