Holdt tilbage af personale: 43-årig mistænkes for mange telefon-tyverier

SILKEBORG Personale tilbageholdt tirsdag eftermiddag en 43-årig udenlandsk mand i Elgiganten på Viborgvej i Silkeborg, og tilkaldte klokken 14.21 politiet.

Manden blev opdaget, da en alarm på en udstillings-mobiltelfon gik i gang. Manden havde ifølge politiet forsøgt at afmontere alarmen med et redskab.

Elgiganten kunne på videoovervågningsfilm se mandens færden i butikken. Ved gennemsyn af optagelser af tidligere tyverier sættes manden nu i forbindelse med nogle uopklarede sager.

Elgiganten i Silkeborg fik tilbagemeldinger fra andre Elgiganter i landet om, at den 43-årige muligvis også stod bag tyverier hos dem.

Han er mistænkt for at have stjålet 11 mobiltelefoner fra butikskæden. Mobiltelefonerne har en værdi af mindst 75.000 kroner.

Ved sin anholdelse var den 43-årige i besiddelse af en Iphone 8, som også stammer fra et tidligere Elgigant-tyveri.

Politiet i Silkeborg oplyser, at den 43-årige mand onsdag formiddag stadig var i politiets varetægt. Det overvejes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Både fordi der er tale om mange forhold til en samlet stor værdi, og fordi den udenlandske mand ikke har en fast bopæl i Danmark.