Suveræne SIF storsejrede mod bundhold

Michael Helligsø 

Med en 5-0-sejr over Thisted blev forspringet for en stund øget til Viborg

FODBOLD Med tre kampe tilbage af sæsonen har Silkeborg IF bragt sig i en ganske gunstig situation i toppen af Nordicbet ligaen.

På hjemmebane vandt ligaens nummer et med hele 5-0 over bundholdet Thisted, og dermed er forspringet til Viborg øget til fire point, inden konkurrenten om den direkte oprykning torsdag aften møder Fredericia på hjemmebane.

I første halvleg var der ellers ikke meget, der tydede på en storsejr, selv om Stephan Petersen allerede i det sjette minut bragte SIF foran på et klassemål med venstrebenet.

Thisted trykkede nemlig godt på og kom også til flere gode chancer, så værterne skulle være glade for at føre 1-0 ved pausen.

Kort inde i anden halvleg kunne Thisted-topscorer Sakari Tukiainen have udlignet på endnu en god mulighed, men i stedet kom SIF kort efter yderligere foran.

Marc Rochester tilkæmpede sig et straffespark, der bestemt ikke var verdens største, og det tilbud var Ronnie Schwartz ikke sen til at udnytte.

SIF-topscoreren gjorde det også efter godt en times spil til 3-0 på et fornemt oplæg af Stephan Petersen og Mads Emil Madsen, og kort efter var det så Jeppe Okkels’ tur til at score på en flugter efter et fint indlæg fra Svenn Crone.

Storsejren blev komplet med seks minutter igen, da indskiftede Mikkel Vendelbo scorede med en flad afslutning på kanten af feltet.

Dermed fik SIF den perfekte optakt til næste uges oprykningsbrag mod Viborg FF, der for alvor har pres på sig nu.