Kvæg på græs i Silkeborgs dyrehave

TEKST og FOTO: Kenneth Husum 

Dyrehaven blev nedlagt på grund af motorvejen, men nu genåbnes en mindre del af den

SILKEBORG Et hjørne af den gamle dyrehave i Silkeborg er genåbnet med skotsk højlandskvæg.

Dyrehaven var et populært udflugtsmål indtil 2012, hvor området blev nedlagt for at give plads til motorvejen. Det betød også et farvel til de omkring 50 hjorte, der løb frit omkring indenfor indhegningen af den 30 hektar store park.

Nu bliver en del af dyrehaven på omkring 4 hektar genoplivet med en mindre bestand skotsk højlandskvæg.

- Det vil være med til at give en større biodiversitet i området, og samtidig håber jeg, at mange vil tage vejen forbi området og få en anderledes naturoplevelse, siger Claus Løwe Klostergård (AL), formand for kommunens klima- og miljøudvalg.

Han opfordrer også skoler og daginstitutioner til at benytte området.