Otte biler var involveret i to uheld på motorvejen

SILKEBORG Tirsdag skete der indtil flere uheld på Silkeborgmotorvejen.

Tirsdag nat blev der i forbindelse med autoværns-arbejde i det vestlige spor spildt hydrailikolie fra en lastbil, og det krævede efterfølgende godt et par timers indsats at få olien væk fra strækningen mellem Hårup og Skærbæk-krydset i vestlig retning.

Efter at oprydningsarbejdet var overstået stødte fire biler i vestgående retning klokken 07.27 på Resenbro-afkørselsrampen.

En 43-årig kvinde fra Aarhus overså, at trafikken var gået lidt i stå og hun kørte derfor op bagi en bil, ført af en 34-årig kvinde fra Tilst. En 40-årig kvinde fra Aabyhøj forsøgte at undvige, men ramte ind i en lastbil, ført af en 48-årig mand fra Grenaa.

Klokken 07.45 skete der så nok et sammenstød i samme område. En 48-årig kvinde fra Glesborg bremsede for en forankørende og blev så ramt bagfra af en 29-årig mand fra Tilst. Han blev påkørt bagfra af en 31-årig kvinde fra Ry, som blev ramt af en 52-årig kvinde fra Viby.

Politiet oplyser, at uheldene skete ikke, fordi bilerne ikke kunne bremse på grund af oliespildet.

Bilisterne slap med knubs og skrammer og der skete kun mindre materielle skader. Flere af bilerne kunne ved egen hjælp køre fra stedet.