Tre personer på sygehuset efter uheld på motorvejen

SILKEBORG Lørdag klokken 13.25 var tre biler involveret i et uheld på Silkeborgmotorvejen i det vestgående spor.

En 22-årig mand i varevogn overså en forankørende bil, ført af en 57-årig kvinde fra Hampen. Med sig i bilen havde hun en 26-årig kvinde fra Silkeborg.

Manden kørte ind i den påhængsvogn, kvinderne havde efterspændt bilen. Det bevirkede, at der kom til at ligge vragdele på vognbanen.

En tredje bil, ført af en 45-årig mand fra Århus, kørte ind i bildelene, som beskadigede hans bil.

Politiet i Silkeborg oplyser, at de to kvinder og den 22-årige mand efter uheldet måtte tilses på sygehuset.