SIF forlænger med ung stamspiller

Michael Helligsø 

Oscar Hedvall har grebet chancen i foråret og har forlænget sin aftale frem til sommeren 2023

FODBOLD Det går stærkt for Silkeborg IFs målmand Oscar Hedvall lige nu.

Tidligere på ugen blev han udtaget til U20-landsholdet, og fredag forlængede han så sin kontrakt med SIF, der nu har papir på målmanden frem til sommeren 2023.

- Det føles godt. Jeg er glad for at have sat min underskrift her i Silkeborg i fire år mere. Klubben har troet på mig hele vejen igennem, så derfor vil jeg gerne give lidt tilbage til klubben. Det giver en sikkerhed og en ro til at videreudvikle mig og blive endnu bedre, siger 20-årige Oscar Hedvall.

Han debuterede for SIF i forårets første kamp og har siden været cheftræner Michael Hansens førstevalg. Han er også med, når SIF lørdag kan rykke op i Superligaen med en sejr over Nykøbing FC.

- Jeg bød mig til her i vinterpausen og fik chancen af Michael. Og derfra har jeg egentlig fået mit gennembrud på førsteholdet og spillet en masse kampe. Det har været super lærerigt. Jeg lærer rigtig meget i hver kamp, jeg spiller, siger Oscar Hedvall.

Sportschef Jesper Stüker ser gode udviklingsmuligheder i den høje keeper.

- Vi er glade for at have forlænget med Oscar, som allerede har vist et højt niveau. Og han har potentiale til at blive endnu bedre. Hedvall er det gode eksempel på det, vi gerne vil i vores talentudvikling. Han kom fra Mariehøj IF og er blevet udviklet til prof-spiller via SIF’s ungdomselitehold, og har kombineret sin fodbolduddannelse med skolegang på Sølystskolen og senere HHX, siger Jesper Stüker.