Læserklubben tager på sommersejlads på Elben med svinkeærinder

Todagestur med besøg blandt andet i Slesvig Domkirke, i den gamle bydel, på bryggeri samt hyggelig sejlads fra Hamborg til Glückstadt, som vi også ser. Afgang 20.-21. august

En sejltur på Elben er altid hyggelig. De smukke landskaber, som passeres, samt selve livet på vandet er en dejlig oplevelse.

På denne todagestur til Nordtyskland skal vi dels nyde den tre timer lange sejltur fra Hamborg til Glückstadt, men også smage vikingeøl på det bryggeri, som i 1994 blev indrettet på Slesvigs gamle godsbanegård.

Man kan ikke tage til Slesvig uden at besøge den gamle danske domkirke med den fantastiske altertavle, så det gør vi naturligvis også sammen med en dejlig rundtur i byens gamle, smukke bydel.

De gamle vikinger
Afgang fra Herning, Ikast og Silkeborg tirsdag 20. august fra morgenen af.

Kaffe og rundstykker undervejs inden vi kører direkte til Slesvig.

Byen har cirka 24.500 indbyggere og var dansk indtil 1864.

I dag findes der et dansk mindretal med egne skoler og kulturinstitutioner.

Slesvig er opstået på nordsiden af fjorden Slien, efter at vikingehandelspladsen Hedeby opløstes og derfor indgår der også en del vikingehistorier, når der i dag berettes om Slesvig. Vi ser på byen og er også inde i den smukke domkirke, der er næsten 900 år gammel og noget helt særligt.

Fantastisk altertavle
I det øjeblik man træder ind i det imposante kirkerum, gennemstrømmes man af kirkehistorie. Ud af øjenkrogene fornemmer man straks mange seværdigheder fra romansk og gotisk byggestil. Også renæssance- og barokstil fornemmer man her og der.

Domkirkens kendteste inventar er Hans Brüggemanns Bordesholmalter, der er medtaget i den danske kulturkanon. Passionsalteret er udført på syv år og stod færdigt i 1521. Alteret viser 16 bibelske scener fra Jesu liv. Blandt de 386 figurer er der apostle, kirkelærere, profeter, bønder og handelsfolk. Forbillede til mange af motiverne er Albrecht Dürers »Den lille Passion« fra 1511.

Alle disse fakta og historier skyller vi ned med en vikingeøl på det bryggeri, der er indrettet i byens gamle godsbanegård.

Wellness og hygge
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel i Bad Bramstedt. Et dejligt hotel med restaurant, bar, wellness, pool, dampbad og flotte værelser. Her kan vi nyde faciliteterne både ud og inde.

Fælles middag på hotellet.

Onsdag efter morgenmaden kører vi til Hamborg, hvor vi stiger ombord på Adler Princess og tager på en dejlig sejltur på Elben - Tysklands største og mest betydningsfulde flod. Samtidig er det en stærkt trafikeret vandvej med store skibe på vej ind mod havnen i millionbyen Hamborg.

Om bord nyder vi en god brunchbuffet, mens skibet flyder forbi smukke landskaber.

Efter tre og en halv time ankommer vi til Glückstadt. Denne smukke by, der blev grundlagt af Kong Christian IV, skulle oprindelig have været en konkurrent til Hamborg, men den dristige kongedrøm gik dog aldrig i opfyldelse.

Efter dagens oplevelser kører vi til grænsen, hvor vi spiser dagens ret, inden vi kører hjem.

Hjemkomst mellem klokken 21 og 22. Prisen for denne todagestur er for avisens abonnenter 1895 kroner. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 1995 kroner. Eneværelsestillæg på 195 kroner.

I prisen er inkluderet: Buskørsel, rejseleder hele vejen, besøg i Slesvig by med kirke og bryggeri, sejlads, overnatning med halvpension samt dagens ret ved grænsen.

Teknisk arrangør er Giba Travel.