Kjellerup-spiller til superligaklub

Michael Helligsø 

Den 21-årige Brandon Onkony prøver lykken i Hobro

FODBOLD Den 21-årige schweiziske forsvarsspiller Brandon Onkony nåede kun at være i Kjellerup IF i en ganske kort periode.

Han kom til 2. divisionsklubben i løbet af foråret, og efter blot en håndfuld kampe for KIF, er han allerede på vej videre til højere niveau.

Den fysisk stærke forsvarsspiller har skrevet en et-årig kontrakt med superligaklubben Hobro, hvor han både har trænet med og spillet reserveholdskampe i foråret.

- Vi har set Brandon an gennem foråret, og han har leveret et godt indtryk. Han har en god fysik, da han både er stor og stærk og samtidig har en fin fart. Derudover har han også et fint niveau i sit spil med bolden, så han er en spændende spiller, og derfor er vi glade for at kunne præsentere Brandon som ny spiller i Hobro IK, siger sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.

Brandon Onkony er født og opvokset i Schweiz, men har boet flere år i Canada, hvor han har været tilknyttet Toronto FC og Montreal Impact.

- Jeg har fået et godt indtryk af klubben og byen, og jeg ser frem til at vise, hvad jeg kan. Jeg er ung og har stadig meget at lære. Jeg tror, jeg kan udvikle mig meget som fodboldspiller her i Hobro IK, så jeg er glad for, at klubben har valgt at give mig chancen, siger Brandon Onkony.