Gode valgudsigter for Jensen og Lorentzen

Helmer Jakobsen 

Liberal Alliance bevarer mandat i Vestjyllands Storkreds

SILKEBORG Både Venstre og Socialdemokratiet bevarer deres mandattal i Vestjyllands Storkreds. Det betyder, at der i løbet af torsdagen skal findes fem V-medlemmer og fire S-medlemmer til Folketinget i det vestjyske.

Hos Socialdemokratiet betyder det, at Thomas Jensen fra Silkeborg har rigtig gode muligheder for at blive genvalgt.

Hos Vestre havde blandt andre Kristian Pihl Lorentzen fra Ans frygtet, at partiet ville miste et mandat i storkredsen, men Venstre har overrasket alt og alle med fremgang. Det betyder også, at partiet beholder de fem mandater i Vestjylland og det øger klart Lorentzens chancer for at blive genvalgt.

Den helt store overraskelse er, at Liberal Alliance trods et katastrofevalg beholder mandatet. Det går til Alex Vanopslagh, som er et af partiets nye unge håb.

De radikale beholder deres ene mandat. Det er nuværende folketingsmedlem Andreas Steenberg storfavorit til at tage.

SF får et mandat og det betyder nyvalg til Signe Munk.

Dansk Folkeparti mister to mandater og må således nøjes med et enkelt. Det betyder med stor sandsynlighed et farvel til Karina Due fra Silkeborg, som sidste gang blev valgt på det tredje mandat.

Alternativet mister deres ene mandat, mens Enhedslsiten genvælger Jakob Sølvhøj, der er opstillet i Silkeborg.

Kristendemokraterne havde håbet af få et kredsmandat og på den måde komme i Folketinget. Det glippede med ganske få stemmer trods en meget flot fremgang i Vestjylland, hvor partiet fik 5,3 procent af stemmerne.

Vestjyllands Storkreds får denne gang kun 16 medlemmer af Folketinget mod 17 til valget i 2015.