Pibeudkrads startede brand på plejecenter

GØDEVAD Brand & Redning rykkede i pinsen ud til flere brandalarmer.

På Gødvad Plejecenter gik der fredag klokken 14.40 ild i en skraldespand i en beboers lejlighed. Manden havde angiveligt banket sin pibe ud i skraldespanden.

Han kom ud af lejligheden, og medarbejderne fik selv slukket skraldespanden.

En time senere var den gal på kraftvarmeværket på Kejlstrup Tværvej.

Der brændte ikke. Under udskiftningen af nogle motordele var en BMS-kran inde i hallen. Udstødningsgas fra kranen satte en automatisk brandmelder i gang.

Samme aften gik brandmeldesystemet i Føtex på Torvet i Silkeborg i gang klokken 22.20. Heller ikke her brændte det. Brand-indsatsleder Lasse Magnussen kom ikke årsagen nærmere.