Lokal Rema 1000 hædret som den bedste

Søren Nielsen 

Under en fest for medarbejderne vandt lokal Rema-butik en intern pris som den bedste i regionen

FUNDER Der er tjek på tingene hos Rema 1000 i Funder, der for nylig blev kåret som den bedste butik i regionen.

Det skete ved en fest i søndags for 8.400 Rema-ansatte, hvor kæden også fejrede 25-års jubilæum i Danmark.

Et af aftenens helt store indslag var kåringen af den bedste butik i hver af kædens regioner. En prestigefyldt pris, der vidner om høj standard, glade kunder og en inspirerende indkøbsoplevelse.

En af vinderne blev Rema 1000 i Funder, og butikkens ansatte blev fejret i Jyske Bank Boxen foran tusindvis af kolleger.

Butikkens regionschef, Ronni Jessen, fremhæver Funder-butikkens generelt meget høje standard og kundeservice som to vigtige faktorer, der har betydning for kåringen.

- Butikken er en fantastisk repræsentant for Rema 1000 og har på få år skabt rigtig flotte resultater gennem en positiv tilgang, der altid har kunderne i centrum, siger Ronni Jessen, der også fremhæver købmand Carsten Rosenkilde Lavrsen:

- Carsten har en imponerende evne til at inspirere og motivere sine medarbejdere – og derudover er han vellidt og respekteret blandt sine kolleger og er altid klar til at hjælpe fællesskabet, siger Ronni Jessen.

Den 31-årige købmand Carsten Rosenkilde Lavrsen har dog også svært ved at få armene ned efter weekendens kåring af butikken, som åbnede for godt to år siden.

- Da vi åbnede, var et af vores mål, at vi ville blive regionsvinder, så jeg er superglad for, at vi nu får den ære. Prisen skyldes i høj grad mine ansatte, som altid leverer høj standard og en imødekommenhed over for vores kunder – og derudover er gode til at hjælpe andre butikker og tilbyde sparring til dem, så vi også kan bidrage til hele kædens udvikling, siger Carsten Rosenkilde Lavrsen, der selv bor i Funder og har været købmand siden han var 24 år.

Ud af de 13 regionale vindere af titlen som årets REMA 1000, blev der også kåret en vinder på tværs af alle regioner. Det blev i år butikken på Søndre Fasanvej i Valby, som løb med den ære.