Fuld mand ville ind i lejlighed

Mette Andersen 

51-årig anholdt på Kejlstrupvej i Silkeborg fredag aften, da han hamrede på dør og smadrede rude

SILKEBORG En 51-årig mand fra Silkeborg var så beruset, at han blev anholdt og taget med i detentionen for at sove rusen ud, da han sent fredag aften gik løs på en dør til en lejlighed på Kejlstrupvej.

Manden hamrede og bankede på døren og endte med at knuse en rude i et vindue til lejligheden, inden politiet fik tag i ham. Han blev anholdt klokken 23.48.

Vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi har ingen forklaring på, hvorfor den stærkt berusede mand ville ind i lejligheden.