Foto: Jakob Stigsen Andersen

Lidt for hedt i drivhus: Brandfolk slukkede brand

Mette Andersen 

Glød fra ukrudtsbrænder er formentlig årsag til brand på Duborgvej

SILKEBORG En glød fra en ukrudtsbrænder er formentlig årsag til, at der natten til søndag udbrød brand i et drivhus på Duborgvej i Hvinningdal.

Klokken 01.17 blev Midtjysk Brand og Redning tilkaldt, da beboere fra et kældervindue lagde mærke til et usædvanligt skær i haven og opdagede, at der var flammer i familiens drivhus.

Drivhuset står ved skellet til naboen, hvor der er en trævæg som adskillelse.

- Her var tidligere på dagen blevet brugt en ukrudtsbrænder, og vi må formode, at der er årsag til branden, siger indsatsleder Allan Riisberg.

Noget af trævæggen brændte, og en del af drivhuset, der var af polycarbonat, smeltede.

- Og de vinplanter, der var derinde, så lidt visne og brune ud foroven bagefter, konstaterer Allan Riisberg.

Han opfordrer til, at man er meget forsigtig og kun bruger ukrudtsbrænder med omtanke. På Duborgvej var ukrudtsbrænderen blevet brugt om formiddagen, og branden opstod først mange timer senere.

- En glød kan sagtens ligge og ulme i et døgns tid, hvis den bare har lidt luft og noget at gløde i, for eksempel lidt træ eller bare et vissent blad, lyder det fra Allan Riisberg.