Silkeborg-pige blev nummer syv ved European Games

Michael Helligsø 

Line Langelund og resten af den danske kajakfirer kunne ikke hamle op med de bedste lande i finalen

KAJAK: Torsdag formiddag sluttede European Games i Minsk for Silkeborg Kajakklubs talentfulde roer Line Langelund.

Sammen med resten af den danske firer var hun i vandet til finalen på 500 meter, og her måtte danskerne tage til takke med en syvendeplads ud af de ni lande, der stillede til start.

Ungarn vandt finalen og endte godt fire sekunder foran den danske båd, som Emma Aastrand Jørgensen også sad med i. Tidligere på morgenen torsdag vandt danskeren bronze i 500 meter enerkajak.

Med syvendepladsen peger pilen dog fremad for den danske firerkajak frem mod OL-kvalifikationen til VM i august.

Ved World Cup-stævnerne tidligere på året blev det til en niendeplads i Poznan og en ottendeplads i Duisburg, og i Minsk kom danskerne altså én plads længere frem i feltet, der ellers var stærkt med syv af sidste års ni EM-finalister.

Line Langelund fra Silkeborg stillede ved European Games også op i toerkajak sammen med Bolette Nyvang Iversen fra Hellerup Kajakklub. De blev onsdag nummer seks i semifinalen på 200 meter og kvalificerede sig dermed ikke til torsdagens finale på den distance.