Tumult på vandet: Unge gik amok på ægtepar

Benedikte Storgaard Clausen 

En 56-årig mand blev sparket og slået i ansigtet, da han påtalte voldsom sejlads over for en flok unge mennesker

SEJS-SVEJBÆK En sejltur i det gode søndagsvejr på Silkeborgsøerne blev en ubehagelig omgang for et ægtepar fra Aarhus, da de kom i karambolage med en flok unge mennesker i en anden båd omkring klokken 17.45.

Det begyndte ellers så fredeligt, da ægteparret lå stille i deres båd ved paradisøerne. Her blev de pludselig forstyrret af to speedbåde fyldt med unge mennesker, der sejlede hurtigt med baderinge efter sig.

Da ægteparret senere på eftermiddagen stødte på de unge mennesker igen, valgte den 56-årige mand at påtale sejladsen, som han mente var til fare for andre.

Det gjorde de unge mennesker sure, og en af dem forsøgte ifølge den 56-årige anmleder at komme om bord på ægteparrets båd. Det mislykkedes, og ægteparret prøvede at sejle væk. Men de unge gav ikke op, og de satte i høj fart for at indhente ægteparret.

Da de nåede til Svejbæk-snævringen og var ud for Aalekroen, lykkedes det en af de unge mænd at springe over på båden til ægteparret, hvor han ifølge anmeldelsen sparkede og slog den 56-årige mand i ansigtet. Herefter hoppede han tilbage på sin båd, hvorefter de to speedbåde satte i fart væk derfra.

Politiet hører gerne fra vidner i sagen.

Den ene af speedbådene var grå med røde, graffitimalede flammer på siden. Den havde en påhængsmotor med cirka 100 hestekræfter. Ægteparret observerede ligeledes, at den anden båd havde ordene »Shark« skrevet på siden. I øvrigt var der tegning af fiskestænger på den båd.

Redaktionen er efter offentliggørelsen af denne artikel blevet kontaktet af den unge mand, der ifølge den 56-årige har begået vold. Den unge mand har en anden version af sagen og nægter, at han har begået vold. Den unge mands version kan læses i en anden artikel her på websiden.