Foto: Jens Anker Tvedebrink

Drama på søen: 20-årig skal afhøres om vold

Brian Holst 

Politiet er nu blevet kontaktet af den unge mand, som er blevet anmeldt for vold mod en 56-årig mand om bord på hans båd ved Aalekroen i Svejbæk-snævringen

SILKEBORG En 20-årig mand skal til afhøring på politistationen i Silkeborg onsdag eftermiddag for at svare på spørgsmål om det drama, der udspillede sig søndag i Svejbæk-snævringen.

Den 20-årige mand vil blive sigtet for vold, oplyser politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.

Det sker, efter at en 56-årig mand har anmeldt til politiet, at den unge mand sprang om bord på hans båd og tildelte ham både slag og spark. Den 20-årige mand har imidlertid forklaret til Midtjyllands Avis, at der var et længere forudgående forløb, hvor den 56-årige mand opførte sig voldeligt. Blandt andet har den unge mand forklaret, at han blev slæbt efter den 56-åriges båd, mens han klamrede sig til rælingen. Desuden slog den 56-årige mand ham i hovedet. Kontroversen opstod, fordi den 56-årige mente, at to speedbåde - hvoraf den ene havde den 20-årige mand om bord - havde sejlet for stærkt.

- Nu skal vi have den 20-åriges version af sagen, og jeg forventer, at han vil lave en modanmeldelse mod den 56-årige. Desuden skal vi have afhørt hustruen til den 56-årige mand, som også er et vigtigt vidne i sagen. I det hele taget skal vi have afhørt en bunke vidner i sagen, konstaterer politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.

Politiet skal blandt andre have afhørt nogle af passagerne på de to speedbåde. Desuden var der vidner, som oplevede kontroversen i Svejbæk-snævringen fra land. Dem skal politiet også have afhørt, oplyser John Toft.