Vallys scorede i SIF-sejr

Peter A. Sørensen 

SIF slog Vendsyssel i den næstsidste testkamp før premieren i Superligaen

FODBOLD SIF fortsætter de resultatmæssige gode takter i testkampene.

Onsdag eftermiddag var Vendyssels nedrykkere på besøg i den næstsidste testkamp før superligapremieren 14. juli på Brøndby Stadion, og det endte med en 3-0 sejr til SIFerne.

Cheftræner Kent Nelsen havde rystet posen på flere pladser i forsvaret i forhold til sejren over Vejle i den foregående testkamp. Dennis Flinta og Simon Jakobsen udgjorde midterforsvaret, mens Anders Hagelskjær var skubbet ud som venstre back.

Det blev et ganske jævnbyrdigt opgør, men SIFerne kom foran allerede efter syv minutter, da et godt indlæg fra Svenn Crone endte hos SIFs nye spiller, Nicolai Vallys, der bragte værterne foran.

Vendsyssel havde to store muligheder i de første 45 minutter, men det blev Jeppe Okkels, der hamrede en tilfældig bold i nettet to minutter før pausen til 2-0.

Efter pausen var der tid til en stribe udskiftninger. Ronnie Schwartz, Jeppe Gertsen, Frederik Alves og Rasmus Castensen kom på banen fra halvlegens start, men det ændrede ikke på, at opgøret var ganske jævnbyrdigt.

Alligevel endte det med en klar SIF-sejr, da Oliver Haurits scorede kort før tid til 3-0 i opgøret, der bød på ni SIF-udskiftninger.

Fakta:

Testkamp på Jysk Park

Silkeborg IF - Vendsyssel 3-0 (2-0)

Målscorere: 1-0 Nicolai Vallys (7.), 2-0 Jeppe Okkels (43.), 3-0 Oliver Haurits (89.)

Startopstilling: Oscar Hedvall - Svenn Crone, Dennis Flinta (46. Frederik Alves), Simon Jakobsen (46. Jeppe Gertsen), Anders Hagelskjær (61. Frederik Møller) - Nicolai Vallys (46. Rasmus Carstensen), Valance Nambishi (75. Pelle Mattsson), Mads Emil Madsen (61. Mads Kaalund), Jeppe Okkels (73. Andreas Heimer) - Shkodran Maholli (73. Oliver Haurits), Marc Rochester Sørensen (46. Ronnie Schwartz).