Tre på stribe: SIF sejrede i Sverige

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF vandt generalprøven i Trelleborg og ser nu frem mod premieren i Superligaen

FODBOLD Efter at have besejret Vejle og Vendsyssel havde Silkeborg IF lørdag taget turen til Sverige for at spille den sidste træningskamp i opstarten, og den tredje testsejr i træk blev en realitet, da Trelleborgs FF måtte se sig slået med 1-2 på Vångavallen.

Det var ellers værterne, der åbnede scoringen i det 21. minut efter hurtigt spil i venstresiden. Bolden blev spillet skråt tilbage i SIF-feltet til en helt fri Haris Brkic, der hurtigt fik kontrol og kuglen og sparkede den i det lange hjørne uden chance for Oscar Hedvall i målet.

Gæsterne fik dog hurtigt rystet scoringen af sig, og efter en lille halv times spil kom udligningen. En tværbold havnede i første omgang ved Shkodran Maholli, men han kunne ikke komme frem til en afslutning, og så tog Mads Emil Madsen over. Den fremadstormende midtbanespiller var helt fri og kunne uden problemer udligne til 1-1.

Fem minutter inde i anden halvleg fandt kampen sin vinder, da Mads Emil Madsen gik til baglinjen og sendte et præcist indlæg mod bagstolpen. Her dukkede Frederik Alves Ibsen op, der var blevet fremme efter et hjørnespark, og midtstopperen scorede via stolpen og keeperen.

SIF tankede dermed selvtillid med endnu en sejr og kan nu rette fokus mod superligapremieren på Brøndby Stadion, der spilles søndag 14. juli klokken 18.

Læs mere om kampen i mandagens udgave af Midtjyllands Avis.