Tidligere SIF-topscorer solgt til AGF

Overraskende transfer sender tidligere SIF-angriber til Aarhus

FODBOLD Nicklas Helenius kan i den kommende sæson trække den hvide AGF-trøje over hovedet, når han løber på banen i Superligaen.

Den tidligere SIF-angriber skifter med øjeblikkelig virkning OB ud med den aarhusianske klub. Det skriver både AGF og OB på deres hjemmesider.

- Vi har ledt efter en angriber med lidt andre kvaliteter, end dem vi allerede har i truppen nu.

- Helenius komplementerer og tilføjer nogen andre kompetencer og en anden stil, og dermed fuldender han vores angrebsgruppe med Patrick Mortensen og Alexander Ammitzbøll, siger sportschef i AGF Peter Christiansen til klubbens hjemmeside.

Helenius fik sit gennembrud i Superligaen i 2010 for AaB. Han har siden scoret 63 mål i den bedste danske række, hvor han foruden AaB og OB også har repræsenteret Silkeborg IF.

I sæsonen 2016/17 blev Nicklas Helenius delt topscorer i SIF, hvor han scorede 10 superligamål i 29 kampe. Samme antal scorede Robert Skov.

/ritzau/