BSV-talent udlejes til Mors-Thy

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg forlænger aftalen med Jens Dolberg Plougstrup, der samtidig udlejes

HÅNDBOLD I den kommende sæson udlejes Jens Dolberg Plougstrup fra Bjerringbro-Silkeborg til Mors-Thy.

Udlejningen sker i forbindelse med den handel, der sender bagspilleren Mads K. Andersen den anden vej.

- Jeg ser det som en god løsning for Dolberg at komme til Mors-Thy. Her kommer han til et godt træningsmiljø, og muligheden for mere spilletid er alt andet lige større, siger BSV-direktør Jesper Schou, der samtidig løfter sløret for en kontraktforlængelse med BSV-talentet.

- Vi tror på, at Jens Dolberg kan udvikle sig til ligaspiller hos Bjerringbro-Silkeborg, hvorfor vi samtidig med udlejningen har forlænget Dolbergs kontrakt frem til 30. juni 2022, lyder det fra Jesper Schou.

»Et spændende kapitel«
Jens Dolberg Plougstrup ser frem til at prøve sig af i en ny klub efter sommer-pausen.

- Det bliver et spændende kapitel i min karriere. Jeg glæder mig til at tage den blå trøje over hovedet, og jeg glæder mig til at spille foran Bette Balkan, siger Jens Dolberg Plougstrup, der dog først trækker i landsholdstrøjen til U21-VM i Spanien, før han tropper op til træning i Nykøbing og Thisted.

- Jeg skal til Mors-Thy Håndbold for at vise, hvad jeg kan, udvikle mig mentalt samt fysisk og spille i begge ender af banen. Udover det håber jeg på at få en masse erfaring, som jeg kan bruge videre i min karriere, siger venstrebacken.

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen ser også udlejningen som en god løsning for alle parter.

- Jens Dolberg er et stort talent og en spiller med store ambitioner. Hos Mors-Thy vil Jens i den kommende sæson kunne se frem til at få en stor rolle, der på alle områder - taktisk, teknisk, fysisk og mentalt - vil udvikle Jens som håndboldspiller. Jeg er sikker på, at Jens bliver en stor gevinst for Mors-Thy, og vi ser frem til at få en endnu stærkere Jens Dolberg tilbage til BSV, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Ledelsen i Mors-Thy glæder sig til at råde over Jens Dolberg Plougstrup, der skal være med til at lukke hullet efter Mads K. Andersen.

- Vi er rigtig glade for - specielt tidspunktet taget i betragtning - at det lykkedes os at få talentet Dolberg som en del af handlen, siger sportschef Henrik Hedegaard.