Ajax-træner: Nu skal skadesfri Dolberg vise sit talent

Træneren i den hollandske storklub glæder sig over at have en skadesfri Kasper Dolberg klar i forberedelserne til sæsonstart

FODBOLD Den succesrige Voel-dreng Kasper Dolberg er nu skadesfri efter halvandet år med småskader, der har holdt ham ude.

Det glæder Ajax-træner Erik ten Hag, der til den hollandske avis, Telegraf, fortæller, at danskeren har vist gode takter i de seneste par uger.

Senest scorede han for Ajax i søndagens testkamp mod Istanbul Basaksehir.

- Nu kan han gennemføre en hel opstart for første gang. Det er nu det fjerde år, at han har været en nøglespiller, og det har budt på op- og nedture. Nu er det tiden til at vise det på ugentlig basis, hvis han har sådanne ekstraordinære talenter. Hvis jeg ser på, hvordan han har gjort det i de seneste uger, så er det godt. Han skal have den attitude hver dag. Jeg er overbevist om, at han kan, men han skal bevise det selv, fortæller cheftræneren til det hollandske medie.